Døjer Du Med Skriveblokade?
Skriveblokade kan ramme selv de mest produktive skribenter. I denne artikel får du tre råd til, hvordan du kan overkomme skriveblokaden og få produceret noget.
1) Lav mellemrubrikker
Start meget gerne med at lave en række mellemrubrikker, så du ved, hvad de enkelte afsnit skal omhandle. Det vil ofte kunne inspirere dig til at producere en masse tekst.
En hyppig årsag til, at en skriveblokade opstår, er nemlig, at man ikke har faste nok rammer for sin tekst. Man vil alt og intet på samme tid.
Med mellemrubrikker får du defineret nogle rammer, og det vil samtidig bidrage positivt til din artikels overordnede struktur med disse mellemrubrikker. Det vil modvirke redundans og gøre din artikel læsevenlig.
2) Skriv i etaper
Vi har forskellige skrivevaner, men personligt kan jeg godt lide at skrive i etaper, og min erfaring er, at kvaliteten af min tekst bliver højest på den måde.
Jeg skriver sædvanligvis meget engageret i en times tid, hvorefter jeg holder en pause på omkring et kvarter. Det giver mig altid fornyet energi at komme lidt væk fra skærmen.
Udfordringen består i rent faktisk at komme tilbage til skærmen, når man holder pauser. Det kræver meget selvdisciplin, for man kan let komme til at forlænge ens pauser med lidt for mange minutter, når man har kastet sig over Facebook eller lignende.
Jeg anbefaler derfor, at du sætter et klokkeslæt, hvor du SKAL påbegynde arbejdet igen. Det plejer at hjælpe mig.
3) Vælg fornuftige omgivelser
Vi bliver meget påvirkede af vores omgivelser. Det kan derfor hjælpe på inspirationen at udskifte disse.
Som udgangspunkt anbefaler jeg, at du undgår larmende omgivelser, da det kræver ro at producere god tekst.
Det kan også anbefales, at du vælger omgivelser uden fristelser. Hvis du sidder derhjemme, står Xboxen måske og frister dig, og et lille game skader vel ikke? Jo, det gør, for et game bliver hurtigt til ti.
Jeg har rigtig gode erfaringer med at skrive på biblioteker, da der her er ro, og man kan mærke alle omkring en arbejder, hvilket animerer en selv til at arbejde.
Det er dog forskelligt fra tekst til tekst, hvilke omgivelser der påvirker mig mest hensigtsmæssigt. Skal jeg skrive sprudlende skønlitteratur, kan jeg faktisk godt lide at sidde på caféer og kigge på folk, da det giver mig ideer til karakterer og handlingsforløb.
af: Kristian Ommen
Kommunikationskonsulent hos SEO- og Content Marketing-bureauet Nutimo